SPOR søger kurator til festivalen 2011. Vil man deltage i konkurrencen om at blive kurator, skal man indsende sit programforslag senest 1/8 2009.

Kuratorforslaget skal indeholde et program, der er så detaljeret at de overordnede kuratoriske ideer fremstår klart. Det må også gerne give ideer til udøvende kunstnere og/eller ensembler. SPOR ser gerne at danske og lokale aktører benyttes, men lige så gerne internationale musikere og ensembler i det omfang det kan lade sig gøre.
Kuratorforslaget skal desuden indeholde et estimeret budget, hvor de samlede udgifter ikke oversiger 900.000 dkkr. Af dette beløb skal der afsættes 250.000 til administration og PR.

Når forslaget er blevet valgt, skal kuratoren indgå i et samarbejde med SPOR festivalens administration. Arbejdet med at realisere festivalen gør SPOR, men ændringer i programmet, som af den ene eller den anden grund måtte være nødvendige, sker i samarbejde mellem SPOR og kurator. Særligt krævende festivalforslag kan betyde, at kuratoren eller kuratorerne bliver inddraget i arbejdet med at realisere festivalen. Man må være indstillet på at programændringer p.g.a. praktiske og/eller økonomiske omstændigheder kan finde sted. Det vil i samråd med festivallederne være op til den udvalgte kurator om festivalen skal have een fysisk lokalitet eller finde sted flere steder i Århus. Andre kunstneriske spørgsmål, eksempelvis om de udøvende kunstnere og spillesteder, vil være diskussionspunkter i det løbende samarbejde.
Festivalen finder sted i maj måned, sædvanligvis over 3 eller 4 dage (torsdag til søndag).
Vinder-forslaget honoreres med 10.000 dkkr.

Om SPOR - profil:
SPOR vil tematisere, aktualisere og formidle kunsten.
SPOR er en festival som danner platform for stærkere bånd til den udenlandske lyd- og tonekunstscene og dermed en frugtbar udveksling, der kan inspirere kunstnerne og yderligere udvikle den danske samtidsmusik. SPOR har som mission at vise national og  international lyd- og tonekunst af høj kvalitet for et dansk og internationalt publikum. Festivalen skal samtidig engagere og stimulere til debat ved at gå i dybden med en tematik eller problemstilling, som er væsentlig for vor tid.
Festivalen vil være forankret i nutidig lyd- og tonekunst, men kan også inddrage andre musikhistoriske perioder eller kunstneriske udtryksformer, der har relevans for den valgte tematik eller problemstilling.
SPOR lægger vægt på  at der for hver festival udvikles uddannelses-programmer med udgangspunkt i årets kuratorforslag.

SPOR 2011 finder sted i maj.

Kuratorforslag indsendes til:

SPOR festival
Strandlodsvej 9A, 1. sal
DK- 2300 Kbh. S
info@spor-festival.dk

Kuratorforslag modtages via e-mail eller post. SPOR’s bestyrelse foretager udvælgelsen i løbet af sommeren, og vinderen får besked senest i september.


SPOR2009